17 jun

What’s In It For Me?

What’s in it for me? Det har været et mantra i meget lang tid, og i sig selv ikke så mærkeligt, for vi lever i en tid med høj stress, mange distraktioner og en konstant følelse af, at der er noget vi ikke når. Så når vi investerer vores tid og kræfter i noget, så skal der også være et pay off, noget der gør, at det var klogt, at bruge tiden på det. Og jo mere pressede vi er, jo vigtigere bliver det, at det vi får ud af noget er klart og tydeligt allerede fra starten.

Hvad sker der så, når spillereglerne bliver vendt på hovedet? Når vi ikke skal til træning, mødes med vennerne, til bestyrelsesmøder og alt det andet? Når vi i al frivillighed bliver tvunget til at holde os for os selv, og kun mødes gennem en skærm. Har vi så mere tid? Tør vi så godt spilde tiden? Vil vi godt prøve noget nyt? Tør vi stoppe med at spørge “What’s in it for me?”

Coronanetværk

I de første uger af nedlukningen, så jeg utrolig mange videoer på Facebook, noget jeg ellers ikke gør. Jeg fulgte med i forskellige sider og deltog på onlinemøder med fremmede og hørte jazzkoncert fra en dagligstue. Jeg talte meget i telefon med folk, lange samtaler om corona, sårbarhed, frygt, håb og alt muligt andet. 

Jeg startede et netværk op i samarbejde med det lokale erhvervsråd, der som jeg havde oplevet et kæmpe behov hos medlemmerne for at snakke. Det blev til TønderBusinessTalerSammen, et ugentligt online møde for virksomhedsejere, der mestendels var alene om forretningen. For nogen var det første gang de deltog på et onlinemøde, og der var noget etikette og teknik der skulle læres, andre havde styr på det. Nogle kom med konkrete forventninger, andre deltog af ren nysgerrighed. Nogle så jeg kun den ene gang, andre næsten hver gang. 

Over tid har jeg selv haft andre møder med en del af deltagerne, hvor vi har lært hinanden bedre at kende, hvor vi har sparret på konkrete problemstillinger, og hvor vi har delt idéer. Vi har plantet frø for samarbejde og udvikling, og jeg ved, at der helt konkret er blevet sendt fakturaer på baggrund af onlinemøderne. 

That’s what’s in it for me

Møderne foregår stadig. Behovet for at snakke om corona stilner langsomt af, og afløses af reflektioner om de foregående måneder. Nysgerrigheden er stadig en trofast følgesvend. Vi lærer mere om hinandens meget forskellige virksomheder, visioner og personlighed. Der bygges stærke fundamenter, som jeg i al beskedenhed håber på kan blive til væsentlige fyrtårne i fremtiden. Målet er ikke konkret, jeg ved ikke, hvad jeg får ud af, at afholde møderne. Jeg ved ikke hvem der kommer, hvem der har lyst til at bruge en time i selskab med mere eller mindre fremmede, men jeg ved, at om jeg kigger på 4 eller 15 små vinduer med mennesker der kan, vil og tør, så lærer jeg noget på det professionelle eller det personlige plan. Forhåbentlig har jeg givet noget videre til de andre deltagere og så ved jeg, at jeg har styrket mit lokale netværk.

Skal du være med?

Næste møde er d.25/6. Det er det sidste inden sommerferien, og der er stadig et par pladser, hvis du vil med, også hvis du ikke bor i Tønder: Tilmeld

14 maj

Hvad er dit perspektiv?

Det kan godt være, at vi sjældent tænker over det, men når vi fortæller historier, så vælger vi ud, hvad det er vi deler med andre. Vi vælger perspektivet, vi vælger hvor fokus ligger og vi vælger, hvor mange detaljer vi tager med.

Historien om mig lige nu, kunne være om en soloselvstændig, der omend lidt skæv, havde en klar vej at gå. Men zoomer jeg lidt ud, så er det en del mere rodet, jeg er bogstavelig talt blevet flyttet fra et trygt og velkendt sted, til et nyt, hvor jeg skal til at finde ud af mange ting forfra.

Det betyder, at alt bogstaveligt talt roder. Det roder i mit hjem, og det roder nok også i min virksomhed. For hvor er det egentlig, at alting skal være? Har det en plads? Skal jeg finde en plads til det, eller er det på tide, at nogen andre skal have det? Når en sådan situation så blandes sammen med en verdensomspændende pandemi, der har gjort alles hverdag ny, så er det ikke verdens letteste sag, at komme på plads i de nye omgivelser.

Indtil videre er mange ting blevet flyttet – mange gange! Nogen har fundet en plads, noget er kommet i kasser, der skal i kælderen, mens andet er blevet genfundet og har husket mig på, hvor jeg kommer fra, mine historier, mine tidligere visioner og idéer.

Jeg har ikke truffet nogle vilde beslutninger, selvom jeg havde planer om et hjem i mange farver. De kommer måske. Lige nu har jeg givet mig selv lov til at tage mig god tid. Til at mærke, hvad det egentlig er, der er vigtigt for mig at arbejde videre med. Hvordan jeg sørger for at have mig selv med, når jeg går ind i noget. Og så har jeg besluttet at genoplive et projekt, der har ligget stille i et stykke tid.

Så ja, min historie er rodet, og lidt uoverskuelig lige nu. Men det gode ved vores personlige historier er, at de hele tiden udvikler sig, for det gør den der fortæller dem. Vi finder ud af, hvad der er vigtigst at dele lige nu.

Hvad er dit perspektiv lige nu?

29 jun

U-story podcast med billedkunstner Agnete Brinch

Kvinder og mod

6. afsnit at U-storys podcast om historier, fortælling og storytelling.

I dag med billedkunstneren Agnete Brinch, der bl.a. arbejder med temaet Kvinder og mod.

Lyt med på en samtale om forskellige kvindehistorier, kendte som ukendte, om hvordan historien kan ligge i det vi ikke ser, og hvordan vi som beskuer eller tilhører kan blive medskabere.


Continue reading

24 jan

U-story podcast med storyteller og coach Marianne Christensen

Personlig storytelling som helende kraft

Afsnit 5 af U-storys podcast om storytelling i den bredeste forstand. Nu med ny musik og uden advent.

Anden del af min samtale med historiefortæller og storycoach Marianne Christensen. Denne gang bl.a. med fokus på et af Mariannes fortælleforedrag “En flig af mit hjerte”, en personlig fortælling omkring det at miste, om livet, døden og alt det andet. Vi kommer ind på historiernes helende kraft, hvor vigtigt det er at få sat sine punktummer og hvorfor man skal gøre det, inden man deler ud af sine fortællinger til offentligheden.

Read More

23 aug

Tønder Festival – en historie med mange kapitler

I morgen går det løs, det 43. Tønder festival spilles i gang, og for første gang i noget der ligner 20 år (shhh, sig det ikke til nogen), skal jeg være med alle dage. Jeg skal høre musik, jeg skal sove i telt, jeg skal møde min fortid, nutid og hvem ved, fremtid?

Tønder festival 2017

Det var en tradition de første mange år af mit liv, at vi skulle til Tønder festival i min familie. Det var den helt store lokale begivenhed, det var i start 80’erne og alting var mindre højtidelige. Jeg husker, hvordan vi nærmest sov i lag i de små telte, og der var vagtskifte et par gange om dagen, for de voksne der skulle passe på os børn. Read More

10 maj

Når vores historier skaber forandringer – Jacob A. Riis

“The world forgets easily, too easily, what it does not like to remember.” Jacob A. Riis

Jacob A. Riis

Vores historier og oplevelser er vores ejendom, og de er en del af os. Og nogen gange er vi vidne til noget, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Så kan vores historier nærmest blive aktivistiske. Read More

08 maj

Tidsrejsen

“The more things change, the more they stay the same” Alphonse Karr.

Forleden var jeg på biblioteket, et sted jeg kender rigtig godt for i flere år, inden jeg blev 18 og dermed for gammel til en lille løn, var det min arbejdsplads. Her havde jeg en efter-skoletid med masser af bøger, søde biblioteksgæster og ikke mindst dejlige kollegaer. Det var et lille helle for mig, omgivet af alverdens fantastiske fortællinger. Det er en af de bedste arbejdspladser jeg har haft, og vi fik ofte kage. Biblioteket lå i en gammel bank, en smuk bygning og på det tidspunkt var den næsten nyrenoveret. Og indretningen var primært holdt i grønne reoler og muligvis en hvidgul på væggene.

Bibliotek Read More

08 mar

Vagina Warrior – Hvordan historier kan starte en bevægelse

Det var min plan at skrive noget klogt og smart om 8.marts. Jeg var godt på vej ind i jungle af kønspolitik, kvoter, rollemodeller og en udforskning af, om det vitterligt stadig er en kamp i Danmark og ikke en markering af, at der kan være plads til flere værdier i et samfund osv, osv. Det kan være, at det bliver et indlæg jeg deler en dag.

På denne Kvindedag, vil jeg i stedet henvise til en TED Talk, der har inspireret mig i dag, og som forhåbentlig vil give dig noget. Jeg valgte den i morges, da jeg lavede en search på happiness og faldt over den her:

Happiness in Body and Soul”.

Eve Enslers talk fra 2004 handler om hvordan historier kan ændre liv. Og i dette tilfælde hvordan hendes nysgerrighed, indsamling og formidling af historier, satte en hel bevægelse i gang af Vagina Warriors, der blandt andet har resulteret i begyndelsen til enden på omskæring af kvinder i Kenya.

Stories citat Eve Ensler

Da Eve først begyndte at optræde med Vaginamonologerne, opdagede hun, hvordan kvinder efterfølgende havde lyst til at dele deres historier med hende. Ved at være åben, sårbar og vise noget af sig selv, indgød hun mod hos kvinder, der aldrig før havde fortalt deres historier til nogen.

Det er det, der sker, når vi deler vigtige historier med hinanden. Vi mærker, hvilke følelser det sætter i gang hos os, vi genkender oplevelser, vi mærker hinanden, og vi beundrer det menneske, der har sat det i gang hos os. Det er stærkt og det er første skridt til forandring, til accept, til handling og måske til heling.  

Se filmen her og del gerne dine tanker på facebook. Eller send en mail til mig på ditte@u-story.dk

01 mar

Oscar Night – Fuck up edition

Selvom de efterhånden har været afholdt 89 gange, har jeg kun været Oscar-entusiast siden mine uni-dage. Jeg husker første gang, det var hos min veninde Freja, og jeg var lykkelig over at have en anledning til at flashe mine smukke diamant(-slebne glas-)øreklips. Det var hårdt at holde sig vågen, men mine øjne var begyndt at åbne sig for filmens udfordrende verden, der nu også bestod af skæve, udenlandske og smalle film og dertilhørende biografer, så belønningen var stor.

Pre-Oscarnight billede

Pre-Oscarnight 2016

Jeg husker absolut intet om, hvilke film der vandt, det var også ligegyldigt. Det vigtigste var ritualet, samværet og glæden ved film. Siden er det blevet til mange, rigtig mange, film og en del Oscar-nights: Dem på kollegiet i pyjamas, hvor der altid var en høj grad af planlægning, hvilken Oscar-film skal vi se inden showet, hvad skal vi spise og ikke mindst hvornår. Der var også et par år, igen i gallaudstyr, i Dagmar eller Valby kino, komplet med champagne, underholdning og masser af slik og filmnørdevenner. Eller det år jeg boede i Toronto, og for første, og indtil videre eneste, gang så det om aftenen (det var det år Susanne Bier vandt, og jeg jublede højlydt i den lokale biograf – som den eneste…).  Det er altid en fest at se showet, om det er for beundre stjernerne, kjolerne, filmene, eller et af yndlings øjeblikkene: In memoriam, og så er der de mere og ofte mindre underholdende værter.

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Årets historie

I år så jeg showet i nattøj på min sofa. Mit selskab var en træt kat og et twitter-feed, der med mange kommentarer gav mig fornemmelsen af ikke at være alene. Til allersidst, da aftenens vinder stod på scenen, skete der det, der ikke må ske: Det var den forkerte vinder, der var blevet råbt op! Det var ikke den farvestrålende musical La La Land, der havde vundet, det var socialrealistiske Moonlight, der havde forført akademiet*. Forvirringen var total, ingen anede hvad der skete, hvem havde egentlig vundet, var der nogen der havde lavet en dårlig spøg, var Bonnie og Clyde aka Faye Dunaway og Warren Beatty blevet for gamle til at læse? Nope, ingen af delene, en fyr der hedder Brian, havde byttet om på et par konvolutter og sørgede dermed for at den 89ens-tyvende Oscaruddeling gik over i historien.

Om 11 år, når Oscar fylder 100, vil jeg højst sandsynligt have glemt, hvilken film der vandt, men jeg vil huske, at det var dengang de kårede den forkerte vinder, lige som jeg var på vej i seng.

Husk det næste gang noget går helt galt, hvor du kommer til at gøre en kæmpefejl – det er her historien lever, det er det der gør den speciel, og det er derfor du kan huske den. Og uanset hvor slemt det er lige nu, så har Brian nu en personlig historie, som ingen andre kan måle sig med.

*Jeg har endnu til gode at se begge film, men det er noget jeg virkelig glæder mig til.