24 jan

U-story podcast med storyteller og coach Marianne Christensen

Personlig storytelling som helende kraft

Afsnit 5 af U-storys podcast om storytelling i den bredeste forstand. Nu med ny musik og uden advent.

Anden del af min samtale med historiefortæller og storycoach Marianne Christensen. Denne gang bl.a. med fokus på et af Mariannes fortælleforedrag “En flig af mit hjerte”, en personlig fortælling omkring det at miste, om livet, døden og alt det andet. Vi kommer ind på historiernes helende kraft, hvor vigtigt det er at få sat sine punktummer og hvorfor man skal gøre det, inden man deler ud af sine fortællinger til offentligheden.

Read More

23 aug

Tønder Festival – en historie med mange kapitler

I morgen går det løs, det 43. Tønder festival spilles i gang, og for første gang i noget der ligner 20 år (shhh, sig det ikke til nogen), skal jeg være med alle dage. Jeg skal høre musik, jeg skal sove i telt, jeg skal møde min fortid, nutid og hvem ved, fremtid?

Tønder festival 2017

Det var en tradition de første mange år af mit liv, at vi skulle til Tønder festival i min familie. Det var den helt store lokale begivenhed, det var i start 80’erne og alting var mindre højtidelige. Jeg husker, hvordan vi nærmest sov i lag i de små telte, og der var vagtskifte et par gange om dagen, for de voksne der skulle passe på os børn. Read More

08 maj

Tidsrejsen

“The more things change, the more they stay the same” Alphonse Karr.

Forleden var jeg på biblioteket, et sted jeg kender rigtig godt for i flere år, inden jeg blev 18 og dermed for gammel til en lille løn, var det min arbejdsplads. Her havde jeg en efter-skoletid med masser af bøger, søde biblioteksgæster og ikke mindst dejlige kollegaer. Det var et lille helle for mig, omgivet af alverdens fantastiske fortællinger. Det er en af de bedste arbejdspladser jeg har haft, og vi fik ofte kage. Biblioteket lå i en gammel bank, en smuk bygning og på det tidspunkt var den næsten nyrenoveret. Og indretningen var primært holdt i grønne reoler og muligvis en hvidgul på væggene.

Bibliotek Read More

01 mar

Oscar Night – Fuck up edition

Selvom de efterhånden har været afholdt 89 gange, har jeg kun været Oscar-entusiast siden mine uni-dage. Jeg husker første gang, det var hos min veninde Freja, og jeg var lykkelig over at have en anledning til at flashe mine smukke diamant(-slebne glas-)øreklips. Det var hårdt at holde sig vågen, men mine øjne var begyndt at åbne sig for filmens udfordrende verden, der nu også bestod af skæve, udenlandske og smalle film og dertilhørende biografer, så belønningen var stor.

Pre-Oscarnight billede

Pre-Oscarnight 2016

Jeg husker absolut intet om, hvilke film der vandt, det var også ligegyldigt. Det vigtigste var ritualet, samværet og glæden ved film. Siden er det blevet til mange, rigtig mange, film og en del Oscar-nights: Dem på kollegiet i pyjamas, hvor der altid var en høj grad af planlægning, hvilken Oscar-film skal vi se inden showet, hvad skal vi spise og ikke mindst hvornår. Der var også et par år, igen i gallaudstyr, i Dagmar eller Valby kino, komplet med champagne, underholdning og masser af slik og filmnørdevenner. Eller det år jeg boede i Toronto, og for første, og indtil videre eneste, gang så det om aftenen (det var det år Susanne Bier vandt, og jeg jublede højlydt i den lokale biograf – som den eneste…).  Det er altid en fest at se showet, om det er for beundre stjernerne, kjolerne, filmene, eller et af yndlings øjeblikkene: In memoriam, og så er der de mere og ofte mindre underholdende værter.

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Årets historie

I år så jeg showet i nattøj på min sofa. Mit selskab var en træt kat og et twitter-feed, der med mange kommentarer gav mig fornemmelsen af ikke at være alene. Til allersidst, da aftenens vinder stod på scenen, skete der det, der ikke må ske: Det var den forkerte vinder, der var blevet råbt op! Det var ikke den farvestrålende musical La La Land, der havde vundet, det var socialrealistiske Moonlight, der havde forført akademiet*. Forvirringen var total, ingen anede hvad der skete, hvem havde egentlig vundet, var der nogen der havde lavet en dårlig spøg, var Bonnie og Clyde aka Faye Dunaway og Warren Beatty blevet for gamle til at læse? Nope, ingen af delene, en fyr der hedder Brian, havde byttet om på et par konvolutter og sørgede dermed for at den 89ens-tyvende Oscaruddeling gik over i historien.

Om 11 år, når Oscar fylder 100, vil jeg højst sandsynligt have glemt, hvilken film der vandt, men jeg vil huske, at det var dengang de kårede den forkerte vinder, lige som jeg var på vej i seng.

Husk det næste gang noget går helt galt, hvor du kommer til at gøre en kæmpefejl – det er her historien lever, det er det der gør den speciel, og det er derfor du kan huske den. Og uanset hvor slemt det er lige nu, så har Brian nu en personlig historie, som ingen andre kan måle sig med.

*Jeg har endnu til gode at se begge film, men det er noget jeg virkelig glæder mig til.

20 dec

Julens historier

På mit fjernsynsbord står der i øjeblikket en ældre herre med rød hue. Han ser meget tålmodig ud, med hænderne placeret dybt i lommerne og med et åbent, lyttende ansigt. Jeg har selv skabt ham; Altså, jeg har siddet som barn på mit værelse med en hvid gipsfigur, en pensel og en række forskellige farver. Forsigtigt og med større præcision end jeg ville kunne præstere i dag, gav jeg gammelnissen liv, penselstrøg for penselstrøg, farve efter farve, med effekter og en perfekt rød næse og kinder.

Han har fulgt mig i tykt og tyndt siden da. Måske er han nogle år blevet dømt ude til fordel for mere prangende julepynt, og han har også mistet et stykke af den ene fod, men han står stadig. Sidste år var intet af mit gammelkendte julepynt oppe, og det føltes helt forkert at fejre december i en fremmed lejlighed, men efter et hårdt break-up var der ikke andre muligheder.

Da jeg åbnede min julekasse i år, og først så hvad der var tilgængeligt (resten står stadig opmagasineret), blev jeg lidt skuffet over min nissemand og hans skårede fod, for var der mon en plads til ham her i mit nye, midlertidige hjem? Men han står der på fjernsynsbordet og kigger og sørger for, at det nok skal blive jul igen i år. Min nye kærestes beundring over malearbejdet sender mig tilbage til mit gamle værelse, til en julestemning, jeg rent havde glemt.

Nogle gange ligger vores historier gemt i de små detaljer, og ved at give os selv tid til at genfortælle dem, opdager vi glemte detaljer fra vores liv. Har du en julehistorie der gør dig varm om hjertet? Prøv at del den med andre, og se hvad der sker 🙂

Glædelig jul!!

Ditte fra U-story

Nissemand