Oscar Night – Fuck up edition
Selvom de efterhånden har været afholdt 89 gange, har jeg kun været Oscar-entusiast siden mine uni-dage. Jeg husker første gang, det var hos min veninde Freja, og jeg var lykkelig over at have en anledning til at flashe mine smukke diamant(-slebne glas-)øreklips. Det var hårdt at holde sig vågen, men mine øjne var begyndt at åbne sig for filmens udfordrende verden, der nu også bestod af skæve, udenlandske og smalle film og dertilhørende biografer, så belønningen var stor.
Pre-Oscarnight 2016
Jeg husker absolut intet om, hvilke film der vandt, det var også ligegyldigt. Det vigtigste var ritualet, samværet og glæden ved film. Siden er det blevet til mange, rigtig mange, film og en del Oscar-nights: Dem på kollegiet i pyjamas, hvor der altid var en høj grad af planlægning, hvilken Oscar-film skal vi se inden showet, hvad skal vi spise og ikke mindst hvornår. Der var også et par år, igen i gallaudstyr, i Dagmar eller Valby kino, komplet med champagne, underholdning og masser af slik og filmnørdevenner. Eller det år jeg boede i Toronto, og for første, og indtil videre eneste, gang så det om aftenen (det var det år Susanne Bier vandt, og jeg jublede højlydt i den lokale biograf – som den eneste…). Det er altid en fest at se showet, om det er for beundre stjernerne, kjolerne, filmene, eller et af yndlings øjeblikkene: In memoriam, og så er der de mere og ofte mindre underholdende værter.
Leo vinder endelig, Oscar 2016
Årets historie
I år så jeg showet i nattøj på min sofa. Mit selskab var en træt kat og et twitter-feed, der med mange kommentarer gav mig fornemmelsen af ikke at være alene. Til allersidst, da aftenens vinder stod på scenen, skete der det, der ikke må ske: Det var den forkerte vinder, der var blevet råbt op! Det var ikke den farvestrålende musical La La Land, der havde vundet, det var socialrealistiske Moonlight, der havde forført akademiet*. Forvirringen var total, ingen anede hvad der skete, hvem havde egentlig vundet, var der nogen der havde lavet en dårlig spøg, var Bonnie og Clyde aka Faye Dunaway og Warren Beatty blevet for gamle til at læse? Nope, ingen af delene, en fyr der hedder Brian, havde byttet om på et par konvolutter og sørgede dermed for at den 89ens-tyvende Oscaruddeling gik over i historien.
Om 11 år, når Oscar fylder 100, vil jeg højst sandsynligt have glemt, hvilken film der vandt, men jeg vil huske, at det var dengang de kårede den forkerte vinder, lige som jeg var på vej i seng.
Husk det næste gang noget går helt galt, hvor du kommer til at gøre en kæmpefejl – det er her historien lever, det er det der gør den speciel, og det er derfor du kan huske den. Og uanset hvor slemt det er lige nu, så har Brian nu en personlig historie, som ingen andre kan måle sig med.
*Jeg har endnu til gode at se begge film, men det er noget jeg virkelig glæder mig til.