20 dec

Julens historier

På mit fjernsynsbord står der i øjeblikket en ældre herre med rød hue. Han ser meget tålmodig ud, med hænderne placeret dybt i lommerne og med et åbent, lyttende ansigt. Jeg har selv skabt ham; Altså, jeg har siddet som barn på mit værelse med en hvid gipsfigur, en pensel og en række forskellige farver. Forsigtigt og med større præcision end jeg ville kunne præstere i dag, gav jeg gammelnissen liv, penselstrøg for penselstrøg, farve efter farve, med effekter og en perfekt rød næse og kinder.

Han har fulgt mig i tykt og tyndt siden da. Måske er han nogle år blevet dømt ude til fordel for mere prangende julepynt, og han har også mistet et stykke af den ene fod, men han står stadig. Sidste år var intet af mit gammelkendte julepynt oppe, og det føltes helt forkert at fejre december i en fremmed lejlighed, men efter et hårdt break-up var der ikke andre muligheder.

Da jeg åbnede min julekasse i år, og først så hvad der var tilgængeligt (resten står stadig opmagasineret), blev jeg lidt skuffet over min nissemand og hans skårede fod, for var der mon en plads til ham her i mit nye, midlertidige hjem? Men han står der på fjernsynsbordet og kigger og sørger for, at det nok skal blive jul igen i år. Min nye kærestes beundring over malearbejdet sender mig tilbage til mit gamle værelse, til en julestemning, jeg rent havde glemt.

Nogle gange ligger vores historier gemt i de små detaljer, og ved at give os selv tid til at genfortælle dem, opdager vi glemte detaljer fra vores liv. Har du en julehistorie der gør dig varm om hjertet? Prøv at del den med andre, og se hvad der sker 🙂

Glædelig jul!!

Ditte fra U-story

Nissemand