Den personlige fortælling er omdrejningspunktet i vores liv og i det arbejde vi udfører hos U-story. Det vi fortæller os selv og andre om os, er med til at definere, hvem vi er. Det er derfor det er et stærkt redskab til selvudvikling og kommunikation.
Når vi sætter fokus på en eller flere af disse historier kommer vi til at se den i et nyt perspektiv, vi får feedback, hører hvad den vækker i andre, hvad der gør dem nysgerrige og måske for første gang lytter vi virkelig til vores egen fortælling. Det gør den virkningsfuld og det gør os stærke. Det er os der ejer historien
I U-story arbejder vi med flere forskellige fortælleprocesser, og vi kombinerer dem efter behov.
Digital Storytelling – Den personlige fortælling som en 2-4 minutter lang film.
Mange af U-storys workshops er modeleret efter Digital Storytelling metoden fra det amerikanske StoryCenter, udviklet af Dana Atchley and Joe Lambert i 1990’erne, som en måde at give almindelige mennesker en mulighed for at udtrykke sig og blive stærkere gennem brug af digitale medier. Metoden har ændret sig i takt med nye medier og muligheder, og bliver i dag brugt over hele verden af alt fra universiteter, skoler, socialt arbjede, hospitalsvæsen, kulturudveksling, kunstneriske projekter, aktivisme, forretningsfolk og meget, meget mere.
På en klassisk workshop, kommer man igennem 7 trin der i forlængelse af hinanden resulterer i en personlig proces, hvor man gennem øvelser, manuskriptskrivning, storycircle/feedback, lydarbejde, billedindsamling/skabelse, filmklipning og filmfremvisning finder, fortæller og deler sin egen personlige fortælling.
I U-Story bruger vi Digital storytelling, fordi det er en metode vi gennem flere år har set fantastiske resultater af. Der findes ikke noget bedre, end når en deltager finder en helt ny vinkel på sin historie og hvad den betyder i dag, eller når en deltager opdager en glemt evne til at lave illustrationer, der får den færdige film til at dirre af formfyldendt ro.
Alle ansatte og freelancere hos U-Story har selv gennemgået et forløb i Digital Storytelling. Vi har på egen krop oplevet, hvor befriende det kan være at fortælle sin egen historie, og for flere har det været med til at ændre deres liv.