Hvert år, til forårsjævndøgn, er det World Storytelling Day. I år er temaet forvandling. Det får mig til at tænke historiernes kraft til at forandre, hele og gøre opmærksom på noget i vores liv. I personlig storytelling er det i høj grad også hvordan vi ser på historierne i dag, der betyder noget.
For et par år siden var jeg i Colombia på sommerferie. Her mødte jeg på en byvandring en af de dygtigste storytellers, Pablo. Det var i Medellin, byen der nok mest forbindes med en anden Pablo, nemlig ham med efternavnet Escobar. Pablo gjorde byen levende for os, brugte bygninger som kulisse, forbigående folk som statister og bragte os alle ind i forskellige tidsaldre, gjorde os interesserede i politik og viste med stor tydelighed, hvordan byen ikke længere er et af de farligste steder i verden. Aldrig har en historieformidling givet så meget på så kort tid.
Noget af det der gjorde størst indtryk på mig, var turens sidste stop, på Plaza San Antonio i Medellin. Foran de to fugle som er på billedet, fortalte han en historie om ukuelighed. Den første fugl, Fredsfuglen, er på trods af navnet et vidne på den voldelige og usikre fortid. I 90’erne blev den sprunget i luften, efter sigende af FARC, under en stor musikfestival. Mange døde og den begivenhed der skulle symbolisere fred og fremtid, blev det modsatte. Heldigvis er kunstneren Fernando Botero (ham der også er kendt for sin volumiøse skulpturer og malerier) ikke sådan at slå ud, og i stedet for at fjerne sin ødelagte skulptur byggede han en ny, og stillede den lige ved siden af den gamle sønderbombede og for at sætte trumf på omtalte han den som et monument for dumhed. Botero forstod nemlig, at man ikke kan glemme fortiden. Så nu står der fugle side om side, som en påmindelse om at huske fortiden, leve i nutiden og sætte sin lid til fremtiden.