10 maj

Når vores historier skaber forandringer – Jacob A. Riis

“The world forgets easily, too easily, what it does not like to remember.” Jacob A. Riis

Jacob A. Riis

Vores historier og oplevelser er vores ejendom, og de er en del af os. Og nogen gange er vi vidne til noget, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Så kan vores historier nærmest blive aktivistiske. Read More

08 maj

Tidsrejsen

“The more things change, the more they stay the same” Alphonse Karr.

Forleden var jeg på biblioteket, et sted jeg kender rigtig godt for i flere år, inden jeg blev 18 og dermed for gammel til en lille løn, var det min arbejdsplads. Her havde jeg en efter-skoletid med masser af bøger, søde biblioteksgæster og ikke mindst dejlige kollegaer. Det var et lille helle for mig, omgivet af alverdens fantastiske fortællinger. Det er en af de bedste arbejdspladser jeg har haft, og vi fik ofte kage. Biblioteket lå i en gammel bank, en smuk bygning og på det tidspunkt var den næsten nyrenoveret. Og indretningen var primært holdt i grønne reoler og muligvis en hvidgul på væggene.

Bibliotek Read More

20 mar

World Storytelling Day – Forvandling

Hvert år, til forårsjævndøgn, er det World Storytelling Day. I år er temaet forvandling. Det får mig til at tænke historiernes kraft til at forandre, hele og gøre opmærksom på noget i vores liv. I personlig storytelling er det i høj grad også hvordan vi ser på historierne i dag, der betyder noget.

For et par år siden var jeg i Colombia på sommerferie. Her mødte jeg på en byvandring en af de dygtigste storytellers, Pablo. Det var i Medellin, byen der nok mest forbindes med en anden Pablo, nemlig ham med efternavnet Escobar. Pablo gjorde byen levende for os, brugte bygninger som kulisse, forbigående folk som statister og bragte os alle ind i forskellige tidsaldre, gjorde os interesserede i politik og viste med stor tydelighed, hvordan byen ikke længere er et af de farligste steder i verden. Aldrig har en historieformidling givet så meget på så kort tid.

Birds of Peace by Fernando Botero, Medellin
Noget af det der gjorde størst indtryk på mig, var turens sidste stop, på Plaza San Antonio i Medellin. Foran de to fugle som er på billedet, fortalte han en historie om ukuelighed. Den første fugl, Fredsfuglen, er på trods af navnet et vidne på den voldelige og usikre fortid. I 90’erne blev den sprunget i luften, efter sigende af FARC, under en stor musikfestival. Mange døde og den begivenhed der skulle symbolisere fred og fremtid, blev det modsatte. Heldigvis er kunstneren Fernando Botero (ham der også er kendt for sin volumiøse skulpturer og malerier) ikke sådan at slå ud, og i stedet for at fjerne sin ødelagte skulptur byggede han en ny, og stillede den lige ved siden af den gamle sønderbombede og for at sætte trumf på omtalte han den som et monument for dumhed. Botero forstod nemlig, at man ikke kan glemme fortiden. Så nu står der fugle side om side, som en påmindelse om at huske fortiden, leve i nutiden og sætte sin lid til fremtiden.

 

08 mar

Vagina Warrior – Hvordan historier kan starte en bevægelse

Det var min plan at skrive noget klogt og smart om 8.marts. Jeg var godt på vej ind i jungle af kønspolitik, kvoter, rollemodeller og en udforskning af, om det vitterligt stadig er en kamp i Danmark og ikke en markering af, at der kan være plads til flere værdier i et samfund osv, osv. Det kan være, at det bliver et indlæg jeg deler en dag.

På denne Kvindedag, vil jeg i stedet henvise til en TED Talk, der har inspireret mig i dag, og som forhåbentlig vil give dig noget. Jeg valgte den i morges, da jeg lavede en search på happiness og faldt over den her:

Happiness in Body and Soul”.

Eve Enslers talk fra 2004 handler om hvordan historier kan ændre liv. Og i dette tilfælde hvordan hendes nysgerrighed, indsamling og formidling af historier, satte en hel bevægelse i gang af Vagina Warriors, der blandt andet har resulteret i begyndelsen til enden på omskæring af kvinder i Kenya.

Stories citat Eve Ensler

Da Eve først begyndte at optræde med Vaginamonologerne, opdagede hun, hvordan kvinder efterfølgende havde lyst til at dele deres historier med hende. Ved at være åben, sårbar og vise noget af sig selv, indgød hun mod hos kvinder, der aldrig før havde fortalt deres historier til nogen.

Det er det, der sker, når vi deler vigtige historier med hinanden. Vi mærker, hvilke følelser det sætter i gang hos os, vi genkender oplevelser, vi mærker hinanden, og vi beundrer det menneske, der har sat det i gang hos os. Det er stærkt og det er første skridt til forandring, til accept, til handling og måske til heling.  

Se filmen her og del gerne dine tanker på facebook. Eller send en mail til mig på ditte@u-story.dk

01 mar

Oscar Night – Fuck up edition

Selvom de efterhånden har været afholdt 89 gange, har jeg kun været Oscar-entusiast siden mine uni-dage. Jeg husker første gang, det var hos min veninde Freja, og jeg var lykkelig over at have en anledning til at flashe mine smukke diamant(-slebne glas-)øreklips. Det var hårdt at holde sig vågen, men mine øjne var begyndt at åbne sig for filmens udfordrende verden, der nu også bestod af skæve, udenlandske og smalle film og dertilhørende biografer, så belønningen var stor.

Pre-Oscarnight billede

Pre-Oscarnight 2016

Jeg husker absolut intet om, hvilke film der vandt, det var også ligegyldigt. Det vigtigste var ritualet, samværet og glæden ved film. Siden er det blevet til mange, rigtig mange, film og en del Oscar-nights: Dem på kollegiet i pyjamas, hvor der altid var en høj grad af planlægning, hvilken Oscar-film skal vi se inden showet, hvad skal vi spise og ikke mindst hvornår. Der var også et par år, igen i gallaudstyr, i Dagmar eller Valby kino, komplet med champagne, underholdning og masser af slik og filmnørdevenner. Eller det år jeg boede i Toronto, og for første, og indtil videre eneste, gang så det om aftenen (det var det år Susanne Bier vandt, og jeg jublede højlydt i den lokale biograf – som den eneste…).  Det er altid en fest at se showet, om det er for beundre stjernerne, kjolerne, filmene, eller et af yndlings øjeblikkene: In memoriam, og så er der de mere og ofte mindre underholdende værter.

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Leo vinder endelig, Oscar 2016

Årets historie

I år så jeg showet i nattøj på min sofa. Mit selskab var en træt kat og et twitter-feed, der med mange kommentarer gav mig fornemmelsen af ikke at være alene. Til allersidst, da aftenens vinder stod på scenen, skete der det, der ikke må ske: Det var den forkerte vinder, der var blevet råbt op! Det var ikke den farvestrålende musical La La Land, der havde vundet, det var socialrealistiske Moonlight, der havde forført akademiet*. Forvirringen var total, ingen anede hvad der skete, hvem havde egentlig vundet, var der nogen der havde lavet en dårlig spøg, var Bonnie og Clyde aka Faye Dunaway og Warren Beatty blevet for gamle til at læse? Nope, ingen af delene, en fyr der hedder Brian, havde byttet om på et par konvolutter og sørgede dermed for at den 89ens-tyvende Oscaruddeling gik over i historien.

Om 11 år, når Oscar fylder 100, vil jeg højst sandsynligt have glemt, hvilken film der vandt, men jeg vil huske, at det var dengang de kårede den forkerte vinder, lige som jeg var på vej i seng.

Husk det næste gang noget går helt galt, hvor du kommer til at gøre en kæmpefejl – det er her historien lever, det er det der gør den speciel, og det er derfor du kan huske den. Og uanset hvor slemt det er lige nu, så har Brian nu en personlig historie, som ingen andre kan måle sig med.

*Jeg har endnu til gode at se begge film, men det er noget jeg virkelig glæder mig til.

20 dec

Julens historier

På mit fjernsynsbord står der i øjeblikket en ældre herre med rød hue. Han ser meget tålmodig ud, med hænderne placeret dybt i lommerne og med et åbent, lyttende ansigt. Jeg har selv skabt ham; Altså, jeg har siddet som barn på mit værelse med en hvid gipsfigur, en pensel og en række forskellige farver. Forsigtigt og med større præcision end jeg ville kunne præstere i dag, gav jeg gammelnissen liv, penselstrøg for penselstrøg, farve efter farve, med effekter og en perfekt rød næse og kinder.

Han har fulgt mig i tykt og tyndt siden da. Måske er han nogle år blevet dømt ude til fordel for mere prangende julepynt, og han har også mistet et stykke af den ene fod, men han står stadig. Sidste år var intet af mit gammelkendte julepynt oppe, og det føltes helt forkert at fejre december i en fremmed lejlighed, men efter et hårdt break-up var der ikke andre muligheder.

Da jeg åbnede min julekasse i år, og først så hvad der var tilgængeligt (resten står stadig opmagasineret), blev jeg lidt skuffet over min nissemand og hans skårede fod, for var der mon en plads til ham her i mit nye, midlertidige hjem? Men han står der på fjernsynsbordet og kigger og sørger for, at det nok skal blive jul igen i år. Min nye kærestes beundring over malearbejdet sender mig tilbage til mit gamle værelse, til en julestemning, jeg rent havde glemt.

Nogle gange ligger vores historier gemt i de små detaljer, og ved at give os selv tid til at genfortælle dem, opdager vi glemte detaljer fra vores liv. Har du en julehistorie der gør dig varm om hjertet? Prøv at del den med andre, og se hvad der sker 🙂

Glædelig jul!!

Ditte fra U-story

Nissemand

03 feb

U-story

Vi glæder os til at dele alle fordelene ved personlig storytelling med dig, meget, meget snart.

Den personlige fortælling er omdrejningspunktet i vores liv og i det arbejde vi udfører hos U-story. Det vi fortæller os selv og andre om os, er med til at definere, hvem vi er og derfor er storytelling et stærkt redskab til selvudvikling og kommunikation.

Kontakt U-story allerede nu på info@u-story.dk